Esperantos udvikling i Danmark

 


Begyndelsen
Den første brochure om esperanto blev udgivet i 1887 i Warszawa. Den var på russisk, for Warszawa var dengang en del af det russiske zarrige, men allerede samme år fulgte versioner på tysk, fransk, engelsk og polsk.
Disse brochurer var udarbejdet af L.L. Zamenhof (1859-1917), en jødisk øjenlæge, der havde gjort skabelsen af et internationalt sprog til sin livsopgave. Han blev født i Bialystok, en provinsby i det nordøstlige hjørne af det nuværende Polen, som søn af en sproglærer. I hans barndoms by var der stærke etniske modsætninger mellem jiddisch-talende jøder, tyske protestanter, polske katolikker og russiske ortodokse. Zamenhof indså at det hastigt voksende samkvem mellem nationerne krævede fælles institutioner, herunder ikke mindst et fælles sprog, der ikke favoriserede nogle frem for andre.
De første 15 år gik det kun langsomt fremad. Mange fattede sympati for esperanto, ikke mindst på grund af den demokratiske indstilling som Zamenhof udviste i sit arbejde for sagen, men næsten lige så mange faldt fra igen. F.eks. blev den første danske lærebog udgivet i Flensborg allerede i 1890, og i 1897 blev der dannet en forening i Nykøbing Sjælland, men ingen af delene fik varig betydning.


Gennembruddet
Ideen om et internationalt sprog var imidlertid en del af tidsånden, og i begyndelsen af det 20. århundrede brød esperanto igennem som det sprog man måtte vælge, hvis man ellers troede på sproglig ligestilling her i verden. Et karakteristisk eksempel er en tale som den tids største danske sprogforsker Vilhelm Thomsen holdt i 1902 under titlen “Videnskabens fællessprog”. Thomsen regnede ganske vist med at engelsk var kaldet til rollen som hovedsprog, men fremstillede esperanto som et alternativ der var en overvejelse værd.


I 1905 afholdtes den første egentlige internationale esperanto-kongres i Boulogne-sur-Mer i Nordfrankrig. Det var en meget bevægende oplevelse for de 688 deltagere fra 20 forskellige lande, for indtil da var esperanto mest brugt i skrift. Her mødtes “ikke franskmænd med englændere, ikke russere med polakker, men mennesker med mennesker”, som Zamenhof selv udtrykte det i festtalen. Under navnet Universala Kongreso er denne type kongres siden blevet afholdt en nyt sted i verden hvert år, undtagen under verdenskrigene. Med tiden er der kommet mange andre slags møder til, både lokalt og internationalt.


Fra 1904 og frem udgav Frederik Skeel-Giørling (1876–1910), en sproglærer og oversætter fra Aalborg, en serie af ordbøger og lærebøger på dansk, og i 1906 dannedes “Esperantistforeningen” i København og en forening i Odense. I 1907 inviterede dagbladet Politiken så Skeel-Giørling til København for at lede et kursus, og det blev en vældig succes. 1. januar 1908 dannede kursisterne Konversacia Esperantista Klubo (KEK), hvor alt skulle foregå på esperanto, og senere på året dannedes landsforeningen Centra Dana Esperantista Ligo. (Begge findes endnu, omend landsforeningen skiftede navn til Dana Esperanto-Asocio, DEA, i 1972.) Lokale klubber skød op overalt i landet.
Også internationalt blev der dannet foreninger. I 1908 stiftede svejtseren Hector Hodler (1887–1920) en verdensforening Universala Esperanto-Asocio (UEA). Under 1. verdenskrig spillede UEA en vigtig rolle som formidler af penge, pakker, post og efterretninger mellem folk der var fanget på hver sin side af fronten. I begyndelsen kunne kun enkeltpersoner blive medlem, men det viste sig at være en ulempe da man efter krigen forsøgte at få Folkeforbundet interesseret i esperanto.
Nu om dage består UEA både af individuelle medlemmer og landsforeninger, foruden en ungdomssektion (TEJO: Tutmonda Esperanto-Junulara Organizo) og internationale faglige foreninger. Hovedsædet er i Rotterdam, Holland. DEA er tilknyttet UEA, men der findes også mange esperantoforeninger uden for UEA-systemet.


Udbredelsen
Årtiet op til 1. verdenskrig er nok det eneste tidspunkt hvor det alle steder kun gik frem for esperanto. 1920erne var f.eks. en temmelig mat tid for esperanto i Danmark, selv om det ekspanderede kraftigt i Tyskland. Omvendt havde esperanto i Danmark sin storhedstid i 1930erne, 40erne og 50erne, mens esperanto var direkte forbudt under nazi-styret i Tyskland og i Sovjetblokken under Stalin.
I Tyskland hang forbuddet også sammen med at der var en stærk arbejder-esperantobevægelse, uafhængig af den politisk neutrale del af bevægelsen. Mellem 1935 og 1990 fandtes der også en dansk arbejder-esperantoforening med lokale klubber. Den var tilknyttet den internationale forening SAT (Sennacieca Asocio Tutmonda, “det nationalitetsløse verdensforbund”), der findes endnu.
Mens SAT traditionelt har stået for en overbevisning om at nationalitet pr. definition er af det onde, har UEA altid været mere åben over for at sproglig mangfoldighed kunne være et gode i sig selv. Det har ikke mindst været tilfældet siden 1954, da UEA opnåede officielt partnerskab hos UNESCO, FN’s afdeling for uddannelse, videnskab og kultur. Dette partnerskab er blevet bekræftet og udbygget flere gange siden.


I Østeuropa blomstrede esperanto op efter Stalins død, mens det i Danmark og mange lignende lande nu er nede i en bølgedal der startede i 1960erne. I lande som Japan og Brasilien har esperanto dog holdt skansen, og der kommer hele tiden nye lande til med unge, initiativrige pionerer, f.eks. Iran i 1980erne, Togo i 1990erne, Nepal i 2000erne, på det seneste Filippinerne.
I 1970erne kunne man have det indtryk at computerne en dag ville gøre kål på alle nationale forskelle og dermed behovet for esperanto, men esperanto har vist sig at være ven med både menneske og maskine. I 1980erne spillede esperanto en rolle inden for udviklingen af automatisk oversættelse; udviklingen tog så en anden retning, men ikke desto mindre er esperanto blandt sprogene i Google Oversæt. Internettets udbredelse har gjort det nemmere for alle små, spredte kulturer at vedligeholde kontakten mellem medlemmerne, og det har esperanto også nydt godt af. På det seneste har Chuck Smith, en amerikansk esperantist i Berlin, udviklet en app kaldet Amikumu (“plej venskaber”), der kan sætte folk der taler samme sprog i forbindelse med hinanden via mobiltelefonen.


Status
Esperanto har meget forskelligt ry i de lande hvor det er udbredt. I Danmark er myndighederne ofte noget skeptiske over for esperanto, mens der er mærkbart mere sympati i f.eks. Finland og Østrig. Også i Japan har esperanto gennemgående et godt navn, og i Kina var der sågar esperantister blandt dem der udarbejdede Pinyin, det officielle system til at skrive kinesisk med “vores” latinske bogstaver. I Polen er skepsis og sympati meget afhængig af partifarve; de fleste andre steder gør det sjældent nogen nævneværdig forskel.
Den relativt dårlige status i Danmark kan spores tilbage til den berømte sprogforsker Otto Jespersen (1860–1943). Han er verdenshistoriens eneste sprogforsker af nogen betydning, der på den ene side slog til lyd for at der burde laves et internationalt sprog, men på den anden side mente at esperanto ikke var godt nok. Især før i tiden havde mange sprogforskere fordomme mod esperanto, men det var mest mod “kunstsprog” i almindelighed; kun Jespersen har aktivt tilsluttet sig en reform af esperanto. Nogle berømte sprogforskere har endog været ivrige esperantister, f.eks. den engelske fonetiker John C. Wells, der var formand for UEA 1989–1995.


Otto Jespersen var også blandt dem der mente at et sprog som esperanto alene skulle satse på videnskaberne og det praktiske og overlade poesien og skønlitteraturen til de nationale sprog. Men som allerede Zamenhof gjorde opmærksom på: hvem skal skrive og læse det? Det eneste som alle kan finde ud af at skrive er vers, og det eneste alle kan overkomme at læse er noveller – og i den sammenhæng er det lige meget om versefødderne halter og novellen står i et ugeblad. Der findes masser af faglitteratur og journalistik på esperanto, men der er forståelse for at det er skønlitteraturen der kitter det hele sammen, simpelthen fordi der er flere der kan læse det og leve sig ind i det.


Zamenhof oversatte selv masser af skønlitteratur, herunder H.C. Andersens eventyr (omend ikke direkte fra dansk). De to mest fremragende esperanto-digtere regnes normalt for at være ungareren Kolomano Kalocsay (1891–1976) og skotten William Auld (1924–2006). Endnu er det meste esperanto-litteratur oversat, men en stadig større del skrives direkte på esperanto, og en vis mængde litteratur oversat fra esperanto udgives også.


Det der i det hele taget garanterer esperantos overlevelse, også i tider med lav tilslutning til foreningerne, er at det ganske stille og roligt bliver en familietradition hos flere og flere. Man kan identificere sig med den internationale esperantokultur, præcis som man identificerer sig med sin nationale eller lokale kultur, og der behøver ikke være nogen modsætning mellem dem. Et godt eksempel på denne tendens er Kultura Esperanto-Festivalo, en nordisk esperanto-tradition der startede i 1986 i Uppsala. Der er tale om en mindre, kombineret musik- og litteraturfestival der har været afholdt i Sverige, Danmark og Finland med nogle års mellemrum. Noget større er FESTO, der har været afholdt i Frankrig stort set hvert år siden 1996. Unge esperantister organiserer også sammenkomster i forbindelse med de store musikfestivaler som Roskilde i Danmark og på det allerseneste “Przystanek Woodstock” i Polen.

© 2017 Esperantoforeningen for Danmark - Dana Esperanto-Asocio / DEA.