Esperantos historie

Esperantos tilblivelse er uløseligt knyttet til L.L. Zamenhof, for hvem sproget var hans livsopgave. Han blev født i 1859 i Bialystok, en daværende gammel polsk by i den russiske region Grodno, som søn af en sproglærer. Med skabelsen af esperanto tog Zamenhof udgangspunkt i den indoeuropæiske sproggruppe, hvortil hører bl.a. sanskrit, armensk, græsk, latin, de keltiske sprog samt de germanske, baltiske og slaviske sproggrupper.

Zamenhof søgte efter de mest benyttede ordrødder i disse sproggrupper og valgte de mest anvendte moderne former af de gamle indoeuropæiske ordrødder. Selve grammatikken stammer også fra det indoeuropæiske fundament og var resultatet af studier og forenkling af de moderne europæiske sprogs grammatikker. Esperanto er derfor specielt let for 

Zamenhofs besøg i København (1908

europæere. Alligevel har de andre sproggrupper let ved at lære det på grund af dets bemærkelsesværdige lethed, sammenlignet med den ofte meget store sværhedsgrad af deres egne sprog.

I juli 1887 udkom den første lærebog, hvor han i forordet skrev at det internationale sprog er enhvers ejendom, ligesom ethvert andet sprog er at ophavsmanden frasiger sig for altid alle rettigheder samt at oversættelsesretten af lærebogen til alle andre sprog tilhører alle. Han annoncerede i diverse blade og allerede i oktober 1889 udgav han en liste over sprogets udøvere med tusinde navne. Samme år udkom den første avis Esperantisto med 113 abonnenter samt 31 forskellige bøger på esperanto. Lidt efter lidt opstod flere esperantogrupper, bl.a. i Nürnberg, München, Uppsala, Málaga og i flere russiske byer. I 1891 fandtes 33 lærebøger på 12 sprog, både oversættelser og originale værker. I 1893 foreslog man at bruge en grøn femtakket stjerne som symbol for sproget. I 1904 organiserede esperantister i Nordfrankrig og Sydengland, som et eksperiment, det første internationale esperantiststævne med deltagelse af et par hundrede esperantister. Sammenkomsten var så vellykket, at esperantogruppen i Boulogne-sur-Mer indvilligede i at organisere den første internationale esperantokongres sommeren 1905.

Denne kongres fandt sted i august måned med 688 deltagere fra 20 lande. Deltagerne har fortalt, hvilken bevæget oplevelse det var at være med i denne epokegørende uge. For første gang i verdenshistorien var mennesker fra mange nationer med forskellige sprog kommet sammen og havde benyttet sig af et neutralt, fælles kunstsprog. Det unikke ved kongressugen i 1905 er fortsat mærkbar.

Dr. Zamenhofs åbningstale er en af de store taler i historien, og fortjener alle menneskers, og fremfor alle politikeres opmærksomhed. Her er et lille uddrag: På vort møde findes ikke stærke og svage nationer, privilegerede og ikke-privilegerede, ingen ydmyges, ingen behøver at føle sig genert over for den, han taler med. Vi står alle på neutral grund, vi er alle ligestillede, vi føler os alle som tilhørende en nation, som medlem af en og samme familie. For første gang i menneskenes historie står medlemmer af de mest forskellige folkeslag ved siden af hinanden, ikke som fremmede, ikke som konkurrenter, men som brødre, der ikke påtvinger hinanden sit sprog. De forstår hinanden oprigtig som et menneske over for et andet menneske. Lad os være fuldstændigt klar over, hvor vigtig denne dag er, for i dag, mellem murene i Boulogne-sur- Mer mødes ikke franskmænd med englændere, ikke russere med polakker, men det er et møde af mennesker med mennesker!

Esperantokongresser blev siden arrangeret hvert år, hver gang i et nyt land, både i Europa og på de andre kontinenter. I dag bliver der arrangeret hundredvis af andre internationale møder hvert år, – fagmøder, studieseminarer, turiststævner m.m. Men verdenskongresserne skiller sig ud som hovedmanifestation for den særegne atmosfære, som man første gang oplevede i Boulogne-sur- Mer.

I 1908 blev verdensforbundet UEA (Universala Esperanto-Asocio) stiftet og over 100 grupper tilsluttede sig organisationen. Dette bidrog meget til at esperantobevægelsen overlevede første verdenskrig. Dets hovedkontor var i det neutrale Svejts, og man kunne derfor formidle oplysninger og ordne pengeforsendelser ad andre kanaler end dem, der var blokerede. I alt blev 175.000 brevforsendelser modtaget og afsendt i løbet af krigen! Zamenhof selv døde under krigen i 1917, men bevægelsen blev hurtigt efter krigen genrejst i alle lande.

Efter anden verdenskrig blev FN dannet og i 1950 henvendte UEA sig til FN med en appel til fordel for udbredelse af esperanto, ved f.eks. at tilskynde undervisning af det i skolerne samt at udvikle esperanto inden for turisme, international handel og korrespondance. Den folkelige støtte til denne appel var ganske bemærkelsesværdig: den fik 895.432 individuelle underskrifter, og blev samtidig underskrevet af 492 organisationer med i alt 15.454.730 medlemmer i 76 lande. Appellen blev overdraget til FN, som lod den gå videre til UNESCOs sekretariat. På Generalkonferencens ottende session i Montevideo, under utrolig ugunstige omstændigheder, behandlede man en resolution som blev vedtaget og som gav verdensforbundet konsultativ status hos UNESCO.

Zamenhofs liv

Ludwik Lejzer Zamenhof blev født d. 15. december 1859 i Bialystok, en by, som nu hører under Polen. Da han blev født, var byen underlagt det russiske imperium. Bialystok havde dengang 30.000 indbyggere, og der boede 4 forskellige etniske grupper: polakker, russere, tyskere og jøder. Følgelig brugte man flere sprog: polsk, tysk, jiddisch og russisk. Det sidstnævnte var regionens officielle sprog. Der fandt hyppige og voldsomme konflikter sted mellem de etniske grupper, som gjorde stort indtryk på den intelligente og sårbare dreng, der var kommet til verden i en jødisk familie.

Han var klar over, at den manglende kommunikation bidrog til spændinger og misforståelser mellem de etniske grupper. Uden at gøre sig det klart om dette var den eneste årsag, fortalte han sin mor, at han ønskede at give verden et fælles sprog. I 1874, 15 år gammel, begyndte han at forfølge ideen, og 4 år efter viste han resultatet til sine gymnasiekammerater. Han var dog ikke helt tilfreds med resultatet, og fortsatte med projektet. I sit 28. år, efter 13 års intenst arbejde, udgav han den 26. juli 1887 sin første lærebog med titlen “Lingvo Internacia de Doktoro Esperanto”. Han brugte som synonym navnet “Esperanto”, der på det internationale sprog betyder “den der håber”. Sproget blev konsolideret under navnet Esperanto og udvikledes til det levende sprog, som i dag praktiseres i over 100 lande på de  5

Ludwik Zamenhof

Kontinenter. Zamenhofs modersmål var russisk og jiddisch, desuden beherskede han polsk, tysk, latin, græsk, engelsk, fransk, italiensk og hebraisk og så havde han kendskab til volapyk. Han var en visionær lingvist, selv om dette ikke var hans profession.

Men det var ikke et lingvistisk problem, som den unge polske gymnasiast ønskede at løse, men et humanistisk problem. Han fastslog “…mennesker er ligeværdige medlemmer af den samme slægt. De har et hjerte, hjerne, organer, idealer og behov, kun sproget og nationalitet gør dem forskellige. Jeg viede hele mit liv til realisering af min drøm …Jeg kan ikke sige præcis hvornår, men på et ret tidligt tidspunkt blev jeg overbevist om, at dette sprog skal være et neutralt sprog og ikke ejet af en bestemt nation…”.

Som erklæret humanist gav han sproget en sjæl, en retning og fleksibilitet, tilstrækkeligt til at det kunne udvikle sig til et levende sprog ud fra samfundets behov. Han konstruerede sproget på en logisk måde ud fra de eksisterende strukturer og rødder anvendt i de levende sprog fra den indoeuropæiske gruppe. Sprogets udvikling, som skete langsomt, men konstant på de 5 kontinenter i over 100 lande, er i overensstemmelse med de tanker, han nedskrev i 1887: “… om jeg lever eller dør, om jeg taber eller beholder min fysiske og intellektuelle formåen, er allerede nu det Internationale Sprog uvedkommende, på samme måde som et levende sprogs skæbne er uvedkommende over for de genvordigheder som den ene eller den anden person oplever.” Han var da 28 år gammel. Da han lancerede sit sprog, forstod han at det skulle ejes af menneskeslægten, og aldrig være ejet af en gruppe, en person, en forening eller et land. For at realisere det, brugte han sin ubegrænsede kærlighed til mennesket og menneskeheden, og alle sine åndelige og fysiske kræfter på projektet.

Projektets etaper ser således ud:

– 1874: den første skitse. Han er 15 år gammel.

– 1874 til 1878: præsentation af det første projekt. Han er 19 år gammel.

– 1878 til 1881: forberedelse af det andet projekt. Han er 22 år gammel.

– 1881 til 1887: flere ændringer som fører til det endelige projekt

– den 26. juli 1887 udgivelse af den første lærebog på russisk, dernæst følger udgivelsen på polsk, tysk og fransk. Zamenhof er 28 år gammel.

Siden hen koncentrerede Zamenhof sig om at levendegøre sit sprog, som ret hurtigt bredte sig i Europa og i verden. Den første verdenskongres afholdtes i Boulogne-sur-Mer fra den 5. til den 13. august 1905 med 688 deltagere fra 20 nationer under hans formandskab. Under kongressen vedtog man rammerne for sprogets udvikling (den grundlæggende grammatik = Fundamento de Esperanto) samt dannelsen af en sproglig komité, som var en forløber for Esperanto Akademiet, som stiftedes i 1908. Verdenskongresserne blev en årlig begivenhed, kun afbrudt af de 2 verdenskrige. Sproget er nu spredt på de 5 kontinenter og vokser og udvikler sig på en naturlig måde ganske som de nationale sprog.