Historie

 

Esperantos tilblivelse er uløseligt knyttet til L.L. Zamenhof, for hvem sproget var hans
livsopgave. Han blev født i 1859 i Bialistok, en daværende gammel polsk by i den russiske
region Grodno, som søn af en sproglærer. Med skabelsen af esperanto tog Zamenhof
udgangspunkt i den indoeuropæiske sproggruppe, hvortil hører bl.a. sanskrit, armensk, græsk,
latin, de keltiske sprog samt de germanske, baltiske og slaviske sproggrupper.

Zamehof søgte efter de mest benyttede ordrødder i disse sproggrupper og valgte de mest
anvendte moderne former af de gamle indoeuropæiske ordrødder. Selve grammatikken
stammer også fra det indoeuropæiske fundament og var resultatet af studier og forenkling af
de moderne europæiske sprogs grammatikker. Esperanto er derfor specielt let for europæere.
Alligevel har de andre sprogrupper let ved at lære det på grund af dets bemærkelsesværdige
lethed, sammenlignet med den ofte meget store sværhedsgrad af deres egne sprog.
I juli 1887 udkom den første lærebog, hvor han i forordet skrev at det internationale sprog er
enhvers ejendom, ligesom ethvert andet sprog er at ophavsmanden frasiger sig for altid
alle rettigheder samt at oversættelsesretten af lærebogen til alle andre sprog tilhører alle.
Han annoncerede i diverse blade og allerede i oktober 1889 udgav han en liste over sprogets
udøvere med tusinde navne. Samme år udkom den første avis Esperantisto med 113
abonnenter samt 31 forskellige bøger på esperanto. Lidt efter lidt opstod flere
esperantogrupper, bl.a. i Nürnberg, München, Uppsala, Málaga og i flere russiske byer. I 1891
fandtes 33 lærebøger på 12 sprog, både oversættelser og originale værker. I 1893 foreslog
man at bruge en grøn femtakket stjerne som symbol for sproget. I 1904 organiserede
esperantister i Nordfrankrig og Sydengland, som et eksperiment, det første internationale
esperantiststævne med deltagelse af et par hundrede esperantister. Sammenkomsten var så
vellykket, at esperantogruppen i Boulogne-sur- Mer indvilligede i at organisere den første
internationale esperantokongres sommeren 1905.

Denne kongres fandt sted i august måned med 688 deltagere fra 20 lande. Deltagerne har
fortalt, hvilken bevæget oplevelse det var at være med i denne epokegørende uge. For første
gang i verdenshistorien var mennesker fra mange nationer med forskellige sprog kommet
sammen og havde benyttet sig af et neutralt, fælles kunstsprog. Det unikke ved kongressugen
i 1905 er fortsat mærkbar.
Dr. Zamenhofs åbningstale er en af de store taler i historien, og fortjener alle menneskers, og
fremfor alle politikeres opmærksomhed. Her er et lille uddrag:
På vort møde findes ikke stærke og svage nationer, privilegerede og ikke-privilegerede, ingen
udmyges, ingen behøver at føle sig genert over for den, han taler med. Vi står alle på neutral
grund, vi er alle ligestillede, vi føler os alle som tilhørende en nation, som medlem af en og
samme familie. For første gang i menneskenes historie står medlemmer af de mest forskellige
folkeslag ved siden af hinanden, ikke som fremmede, ikke som konkurrenter, men som brødre,
der ikke påtvinger hinanden sit sprog. De forstår hinanden oprigtig som et menneske over for
et andet menneske. Lad os være fulstændigt klar over, hvor vigtig denne dag er, for i dag,
mellem murene i Boulogne-sur- Mer mødes ikke franskmænd med englændere, ikke russere
med polakker, men det er et møde af mennesker med mennesker !

Esperantokongresser blev siden arrangeret hvert år, hver gang i et nyt land, både i Europa og
på de andre kontinenter. I dag bliver der arrangeret hundredevis af andre internationale
møder hvert år, - fagmøder, studieseminarer, turiststævner m.m. Men verdenskongresserne
skiller sig ud som hovedmanifestation for den særegne atmosfære, som man første gang oplevede i Boulogne-sur- Mer.
I 1908 blev verdenforbundet UEA (Universala Esperanto-Asocio) stiftet og over 100 grupper
tilsluttede sig organisationen. Dette bidrog meget til at esperantobevægelsen overlevede første
verdenskrig. Dets hovedkontor var i det neutrale Svejts, og man kunne derfor formidle
oplysninger og ordne pengeforsendelser ad andre kanaler end dem, der var blokerede. I alt
blev 175.000 brevforsendelser modtaget og afsendt i løbet af krigen! Zamenhof selv døde
under krigen i 1917, men bevægelsen blev hurtigt efter krigen genrejst i alle lande.

Efter anden verdenskrig blev FN dannet og i 1950 henvendte UEA sig til FN med en appel til
fordel for udbredelse af esperanto, ved f.eks. at tilskynde undervisning af det i skolerne samt
at udvikle esperanto inden for turisme, international handel og korrespondance. Den folkelige
støtte til denne appel var ganske bemærkelsesværdig: den fik  895.432 individuelle
underskrifter, og blev samtidig underskrevet af 492 organisationer med i alt 15.454.730
medlemmer i 76 lande. Appellen blev overdraget til FN, som lod den gå videre til UNESCOs
sekretariat. På Generalkonferencens ottende session i Montevideo, under utrolig ugunstige
omstændigheder, behandlede man en resolution som blev vedtaget og som gav
verdensforbundet konsultativ status hos Unesco.

 

© 2017 Esperantoforeningen for Danmark - Dana Esperanto-Asocio / DEA.